Årets Ildsjæl og Årets Iværksætter i Region Syddanmark

bjarne_nielsen_vestervigIgen i år uddeler ministeren for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen (S) Landdistriktspriser til dygtige iværksættere og ihærdige ildsjæle – vinderne findes blandt de fem regionale vindere, og du kan indstille din kandidat inden 15. januar her.

Landdistriktsprisen bliver givet til personer, som har gjort en forskel i landdistrikterne. Prisen skal motivere alle, der arbejder for udvikling i landdistrikterne, og den er samtidig et udstillingsvindue for vellykkede projekter og værdifulde initiativer, som kan inspirere andre til at gøre en indsats.

Prisen blev indstiftet i 2012 af minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen og bliver i år uddelt på landdistriktskonferencen den 23.-24. april 2015.

”Som minister for landdistrikterne kommer jeg rigtig meget rundt i landet, og selvom der er store forskelle på løsningerne, så er der en ting, der går igen: De steder, der klare sig godt har uden undtagelse ihærdige ildsjæle og dygtige iværksættere, der hver dag investerer tid og kræfter i at realisere projekter og bære udviklingen frem lokalt. Deres indsats er ganske enkelt uundværlig i de små lokalsamfund, og det vil jeg gerne være med til at anderkende med Landdistriktspriserne,” udtaler Carsten Hansen.

Priserne uddeles igen i 2015 i to kategorier – årets iværksætter og årets ildsjæl. Kåringen af region Syddanmarks vindere sker den 31. januar kl. 14.00 – 16.00 i Svenstrup Forsamlinghus. Programmet udsendes snarest.

Iværksætterprisen uddeles til en person, der gennem sit professionelle virke og ihærdighed har formået at gøre en særlig indsats for skabelse af arbejdspladser og vækst og på den måde understøtte udviklingen i sit lokalområde.

De vejledende kriterier for valget af årets iværksætter er:

•En der har gjort en særlig indsats for at skabe nyt erhverv, nye jobs og fremme lokalområdets økonomi
•En der formår at udnytte områdets stedbundne ressourcer til nye erhvervsformål
•En der strategisk agerer i netværk
•En der kan agere forbillede og give inspiration til fortsat udvikling

Ildsjæleprisen uddeles til personer, der med deres frivillige indsats og store engagement gør en stor forskel for levevilkårene i mange lokalsamfund i Danmark. Samtidig har de en uvurderlig betydning for det særlige fællesskab, som eksisterer mange steder i landdistrikterne.

De vejledende kriterier for valget af årets ildsjæl er:

•En der har gjort en særlig indsats for udvikling af lokalområdet, herunder bidraget til at skabe attraktive levevilkår
•En der kan agere forbillede og inspirere andre til at gøre en indsats i lokalområdet
•En der agerer udadvendt og indgår i netværk med andre aktører
•En der har visioner og kan se strategisk på lokalområdets fremtid

Læs hele pressemeddelelsen fra Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter her.