Energiudspil fra Landdistrikternes Fællesråd og Finans Danmark

“Grønnere boliger i landdistrikterne” er titlen på et energiudspil, som Landdistrikternes Fællesråd og Finans Danmark præsenterer i januar 2023.

Danmark skal være grønnere. Det gælder ikke mindst de energikilder, som sørger for, at vores hjem fungerer – at vi kan tænde lyset og holde værelserne varme. I den seneste tid er det blevet stadig mere klart, at den grønne omstilling er vigtigere end nogensinde. Med sin nyeste rapport slår FN’s klimapanel fast, at der skal øjeblikkelig handling til, hvis vi for alvor skal lykkes med at bremse klima-forandringerne. Og vi nærmer os med hastige skridt året 2030, hvor et flertal i Folketinget har forpligtet sig til at levere en 70 pct. CO2-reduktion.

Det hele sker på et sikkerhedspolitisk bagtæppe, hvis alvor ikke er set siden Den Kolde Krig. Danmark skal hurtigst muligt være uafhængig af russisk gas, og derfor er det nødvendigt at accelerere den grønne omstilling. For i dag er omstillingen til grøn energi ikke længere kun et spørgsmål om klima men også om sikkerheds-politik.

I de danske hjem har man i husholdningsbudgettet mærket alvoren efter energi-prisernes himmelflugt. Nogle husstande har kunnet opleve ekstra varmeregninger på flere tusinde kroner om måneden. Det kalder på handling.

Et bredt flertal i Folketinget har besluttet, at alle boligejere inden udgangen af 2022 skal have besked om, hvorvidt det bliver muligt at tilslutte sig fjernvarmenettet. Men for mange danskere, særligt i landdistrikterne, vil tilslutning til fjernvarme-nettet ikke være en reel mulighed. Og da mange tusinde danske hjem i land-distrikterne i dag opvarmes med gas eller olie, vil lige så mange husholdninger i landdistrikterne skulle finde andre grønne opvarmningskilder, når olie og gas skal udfases.

Men, hvis vi skal lykkes med at blive uafhængig af russisk gas og leve op til klimamålene for 2030, så er det ikke nok alene at rykke fra sorte til grønne opvarmningskilder. I dag er hver tredje bolig i energimæssig dårlig stand.
I landdistrikterne er andelen endnu højere. Her gælder det for over 40 pct. af boligerne.

Læs mere her