Sønderborg Iværksætter Award er klar med juryen der beskriver sig selv som det “det perfekte team”

Selvtilliden mangler ikke noget i den slagstærke jury der sammen med publikum skal finde den bedste forretningsidé i Sønderborg Iværksætter Award. Det perfekte team består af Revydirektør Leif Maibom, Partner i Mayday Invest A/S Dennis Westergaard, Professor ved SDU Svend Hollensen og grundlægger af aCon A/S Allan Kaczmarek, der producerer selvbetjeningsmaskiner til postvæsenet.

Det har været vigtigt, at få en stærk jury, hvor alle har prøvet at starte egen virksomhed, med de glæder og udfordringer der hører med, og det syntes vi netop at vi har fået med en kreatør, en investor, en praktiker og en teoretiker, siger initiativtager til Sønderborg Iværksætter Award Dennis Marzec. De kender alle gamet og forstår betydningen af at have et stærkt team bag sig, fortsætter Dennis Marzec.

Sønderborg Iværksætter Award er kommet godt fra start, men bred opbakning for industrien, uddannelsesinstitutionerne og kommunen. Borgerne har vist stor interesse for konkurrencen og der er allerede kommet mange spændende forretningsidéer ind, udtaler initiativtager til Sønderborg Iværksætter Award, Dennis Marzec. Der er nu oprettet en rådgivningsfunktion for at imødekomme de mange spørgsmål og det er håbet at dette fører til at endnu flere har lyst og mod på at komme frem med deres forretningsidéer, hvad enten de selv ønsker at starte op eller få andre til at implementere idéen.  Rådgivningen foregår hver onsdag kl. 15-17 på Business College Syd, op til jul og efter nytår.

Fakta: Sønderborg Iværksætter Award er en konkurrence der har til formål at sætte yderligere fokus på iværksætteri og på den længere bane, mere vækst i området.  Konkurrencen er for alle borgere, der har en forretningsidé, hvad enten man selv ønsker at føre denne ud i livet eller få andre til det. Deltagelse er gratis og det kræver blot at man udfylder 1 side omkring sin forretningsidé på www.sonderborgaward.dk. Deadline 23. januar 2012. Første præmien er 50.000 kr. og de tre bedste idéer får tillige tildelt en mentor.