Sønderborg slukker lyset

Den 31. marts 2012 kl. 20.30 går Earth Hour igen verden rundt. Fra New Zealand til New York vil flere hundrede millioner mennesker slukke lyset i en time. De gør det for at markere ønsket om seriøs handling mod de globale klimaforandringer – og for at vise, at de selv tager ansvaret på sig.

Sønderborg Kommune bakker op om Earth Hour og slukker gadelyset alle de steder, hvor det er tilladt. De eneste steder, hvor der vil være gadelys er ved signalanlæg, belyste rundkørsler og ved fodgængerovergange. Sønderborg Kommune opfordrer borgere, butikker, virksomheder, institutioner til at være med. Lad os sammen slukke lyset.

I Sønderborg gør vi tingene på vores egen måde. Vi går foran og slukker lyset lidt før alle andre, nemlig kl.

 

20.17

 

Vi gør det for at markere, at vi vil være Europæisk Kulturhovedstad i 2017. Vi opfatter kulturel mangfoldighed som en styrke, og åbner os mod den store verden på tværs af alle grænser. Vi slukker lyset for at vise vores solidaritet med de samfund og kulturer, der trues af de globale klimaforandringer. Tingene hænger sammen, og derfor er ProjectZero også en del af Sønderborg 2017.