Et naturskønt og historisk område på Broagerland
Brunsnæs er en lille fjordlandsby, der ligger på sydvestsiden af Broagerland, lige ud til Flensborg Fjord. Historisk set er landsbyen et gammelt færgeleje. I dag er den hjertet i et attraktivt ferieområde. Der er ca. 150 faste beboere i byen, men i sommermånederne mangedobles indbyggertallet af glade feriegæster. Den smukke og kystnære vandrerute Gendarmstien går gennem området omkring Brunsnæs-Iller-Busholm.
Liv i landsbyerne
Sammen med nabolandsbyerne Iller og Busholm har Brunsnæs dannet et aktivt landsbylaug, der hele tiden udvikler området med nye aktiviteter og initiativer. Der er bl.a. etableret en cykelfærge fra Brunsnæs over Flensborg Fjord til Langballigau på den tyske side af fjorden. Landsbylauget har fokus på dels at bevare Brunsnæs-Iller-Busholm som et autentisk og roligt naturområde med dybe historiske rødder samt dels at tænke området og landsbyerne ind i nye og moderne sammenhænge.
Børnepasning, skoler og SFO
Skole- og pasningstilbud hører under Broager, der har to kommunale børnehaver/vuggestuer og to private børnehaver, hvoraf den ene er tysk.