Nyt tilbud i Sønderborg Kommune skal gøre det nemmere at køre sammen

Sønderborg Kommune har indgået en aftale med firmaet nabogo, der står for en app, som koordinerer samkørsel for pendlere til arbejdspladser og ungdomsuddannelser.

 

I Sønderborg Kommune findes der cirka 39.000 privatejede biler, som for manges vedkommende hver dag bliver brugt til at køre til og fra arbejde eller skole med én passager. En ny løsning skal gøre det nemmere at vælge at køre sammen med andre.

 

Teknik-, By- og Boligudvalget besluttede tidligere på året, at den kollektive transport i Sønderborg Kommune skal udvides med en samkørselsordning. Det skal gøres gennem en eksisterende app, hvor det er nemt at finde andre at køre sammen med. Der er nu indgået en aftale med firmaet nabogo, som står for hele opgaven med at sætte gang i projektet, levere app-løsningen samt marketing og lokale partnerskaber.

 

App’en skal gøre det nemmere at finde et lift og tilbyde andre at køre med. Den viser mødesteder og en tidsplan, så brugeren kan se, hvornår liftet vil ankomme. Bilisten får et tilskud til køreturen, som kommunen betaler. Desuden er app’en koblet op på Rejseplanen, som viser mulige nabogo-lift og busafgange, så det er nemt at få et overblik over transportmulighederne.

 

Sønderborg Kommune har afsat 305.000 kr. til etablering og drift af ordningen i 2024.

 

Fakta:
Man kan gratis hente nabogos app og bruge den til at udbyde eller finde lift. De første 10 km. af hver tur betales af nabogo (via kommuneaftalen) – passageren kører gratis, og chaufføren får 10 kr. pr. passager. Efter 10 km. betaler passageren 75 øre pr. km. direkte til chaufføren ud fra et deleøkonomisk princip.
Vil man prøve at køre med uden at have appen, kan chaufføren vælge ’Kør nu’, hvorefter passageren scanner QR-koden, og samkørslen er i gang.
Samkørsel er et supplement til kollektiv transport de steder, hvor der er få afgange med bussen.